28-10-2016
I dag er sidste dag på arbejde, og i morgen afleverer jeg nøglerne til lejligheden.
Oktober har budt på 2 rejserier: Cambodia og USA.
En af de skønne ting ved Singapore er den centrale beliggenhed. Så et smut til Cambodia for at se det fantastiske Angkor Wat blev klaret inden for en weekend, inkl. 2 fulde dage rundt i de pittoreske ruiner. Området på ca 10 x 10 km er ikke restaureret i nævneværdig grad, så man føler sig hensat til Tomb Raider filmen, med træer der vokser ind over tempelsten osv.
Min længste flyvetur og første tur over Stillehavet gik fra Beijing til Washington DC. 14:30 timer er rigtig lang tid. På den anden side så forekommer 8 timer som en sviptur nu. Jeg var en uge i Washington ifm arbejde, og fik lejlighed til at møde 4 nye kolleger, at deltage i Air Traffic Control Association konference, og være lidt turist i DC. En dejlig uge på alle måder, inkl vejret.
Nu er alle møbler solgt eller givet væk, sofabord og TV sendt til Danmark og lejligheden er ryddet og klar til endelig rengøring inden overleveringen i morgen. Dét bliver trist og mærkeligt ikke at skulle nyde udsigten hver morgen.
Beates firma er købt, og hun er solgt.
Afdelingen i Singapore er nedlagt, og hun er fritstillet per 15. december. Vi
rejser sammen i november til Myanmar, Borneo og Cooks Islands. Mere om det senere.
Afskedsarrangementer har der været en del af: Primært holdt jeg en lille sammenkomst i søndags for mine tyske/hollandske venner, som kom og
drak min øl og whisky. En dejlig aften.
Desuden har forskellige kolleger inviteret mig ud til frokost og middag, så de sidste par dage har jeg taget på i vægt. Singaporeansk mad er himmelsk. Jeg har derfor været i supermarkedet med en indkøbsliste for at købe krydderier til at lave Bak Kut teh, Laksa, Mee Goreng osv.