4 måneder
tilbage her i
Singapore. Min danske chef vil have mig tilbage for at arbejde for ham. Det er
på sin vis godt, at der er arbejde til mig når jeg kommer hjem. Men jeg ville
egentlig gerne have været her lidt længere. Jeg prøver at udskyde tanken om at
flytte tilbage til Danmark, da jeg tror på at hvis jeg tænker for meget på det,
så er jeg mentalt flyttet tilbage.

5 års
jubilæum i
Sennheiser i dag. Det er der ingen der bemærker – bortset fra dem der læser
LinkedIn notifikationer, og trykker på ”tillykkeknappen”. Så jeg vil tillade at
fejre mig selv i aften, måske spise på en rigtig restaurant i stedet for mit
sædvanlige hawker-center.

Besøget i Danmark var dejligt. Vejret ligeså, med 30 grader den dag jeg kom
hjem. Kalenderen var kun halvvejs fyldt, så der var tid nok til at slappe af
med at male garagedør og køre et par ture på BMW’en, som startede ved første
tryk på knappen. Gode venner til min egen vinsmagning fredag aften. Jeg havde
medbragt en af Asiens mere kuriøse kulinariske indslag – Durian. Den frugt stinker så meget at den er forbudt at medbringe
på hoteller og i flykabiner. Smagen er….udfordrende. Dog ikke nær stanken i
vederstyggelighed. Mine kolleger kan virkelig godt lide dem, og kan spise en hel
per person. Fredag aften i Sorgenfri var vi 7 personer der delte én. Og så lod
vi endda en del blive tilbage til fuglene, som tilsyneladende har andre lugte-
og smagsløg end vi.

Hjemturen 11 dage senere foregik via
Attatürk lufthavnen i Istanbul. Normalt er jeg ikke bange når jeg rejser, pga
nedstyrtede fly og terrorristangreb.
Men da 41 mennesker blev myrdet for 3 dage siden i den samme lufthavn som jeg
lige havde opholdt mig i 2 uger tidligere, så rykkede frygten lige nogle sæder
frem. Ligesom da det malaysiske fly styrtede ned 2 måneder efter jeg havde
fløjet med Malaysian Airlines. Risikoen er stadig negligibel, men det skal jeg
lige overbevise mig selv om igen.

Foruden at have glæde ved at se familie og
venner i Danmark betød min tur også at jeg glæder mig til at komme hjem. Vi har
det godt i Danmark.

Og så var det tid at holde en uges ferie
uden sociale aktiviteter. 1 uge til Perhentian Islands.
Det er to små øer ud for Malaysias østkyst lige syd for grænsen til Thailand.
Det er lidt omstændigt at komme dertil, hvilket betyder at de ikke er
overrendte og at der er en dejlig afslappet atmosfære. Mobildata og wifi er
ikke umiddelbart tilgængeligt, hvilket også bidrager til den afslappede
stemning. Og til hektisk aktivitet når jeg spiste i det nærmeste spisehus med
wifi. Jeg dykkede 2 dyk om dagen fra om morgenen til ved 15-tiden, så det blev til i alt 10 dyk.

Dykningen var fantastisk. Undervandslivet var meget
mangfoldigt, og jeg fik set nemofisk, søanemoner, muræneål, barakudaer, rokker,
havskilpadder, hajer og en masse forskellige fisk med sjove navne. Jeg har det basale Open Water Certificate, og
valgte at tage et dybdedykningsmodul, som indgår i næste niveau på
uddannelsesstien. Jeg nåede ned på 25 meter, og er certificeret til 30 meter. Det er så langt ned, at man SKAL
lave et stop på vej op, for ikke at få dykkersyge. Desuden forsvinder farverne
dernede, og man bruger sin luft meget hurtigere. Så det er lidt mere alvorligt end
på 18 meter. Men derudover ikke meget anderledes.

Stemningen på dykkercenteret var helt
særegen. Alle nationaliteter og typer samlet om en fælles interesse skabte en
glad, åben, positiv, afslappet og fokuseret stemning. Jeg følte mig velkommen
og det var mærkeligt at sige farvel efter de 5 dage hos dem. Hjemturen tog 16
timer og involverede 8 forskellige transporter i form af båd, taxier, fly og
busser. Stedet vil jeg gerne anbefale til andre dykkere og mennesker der bare
vil væk fra det hele.

Nu er hverdagens første uge gået. Arbejdet byder ikke på nogle planlagte
rejser. Salget i regionen ligger under budgettet, så vi skal spare. Og det
betyder at der bliver skåret på
træning og uddannelse, da konsekvenserne først kan ses om noget tid – hvor det forhåbentligt
så går bedre.

3. bryg med Frank blev til en meget vellykket IPA. Jeg arbejder hårdt på at
få tømt flaskerne så vi kan brygge igen. Det kan nok blive til to bryg mere
herude.

Sidste planlagte besøg bliver Mette &
Mathias om 14 dage. De skal være her en ugen inden de fortsætter til Bali. Jeg
glæder mig til at se dem her i min verden.