12/11 2015
De første 11 dage er nu gået – godt.
Kufferten kom med tøj og diverse, og kassen som jeg havde sendt med kurer, og som var blevet stoppet i Danmark er også ankommet med diverse blandet elektronikudrustning.
Jeppe og Thor tog til Jamaica i går. Så er der langt hjem, når vi gerne ville sige pænt farvel. Men det lykkedes mig at have Jeppe på Skype i en times tid lige inden han pakkede det sidste og tog af sted. Det er hans første tur på egen hånd hvor han selv skal klare sig i løbet af turen. Spændende om de bliver grebet af det.
Mit møblement består nu af sofa, sofabord, TV-møbel og seng. På mangellisten er et TV og så ellers ikke rigtig noget. WiFi kommer d. 19/11, og så er livet ved at være komplet, pånær musikafspilning. Jeg overvejer at købe en Sonos Playbar, og bruge den som stereoanlæg. Den kan så med fordel komme med hjem, og bruges som soundbar til TVet i stuen.
Dagligdagen er ved at ligge fast: Vågne, på arbejde, fra arbejde og direkte til Food Center for at spise aftensmad ved 19:30 tiden. Så hjem, på med badebukser og svømmebriller og så i pølen så hurtigt som muligt.
På arbejde kan jeg mærke at jeg lige er startet, der er ikke nok at lave endnu i forhold til hvor travlt jeg havde i Ballerup. Men det er fint nok at kunne bruge lidt tid på at tale med kolleger om andet end arbejde. Jeg tror også det handler om at lave en niche og gøre opmærksom på at jeg er tilgængelig som ressource. Jeg har nu altid været meget selv-startende, så jeg har taget hul på nogle problematikker som har ligget urørt længe.
Weekenden og helligdagen i tirsdags brugte jeg på at opleve lidt mere af Singapore: Sentosa Island – et turistparadis med lidt sandstrand, Orchard Road – indkøbsgade med juleudsmykning og alle de rigtige butikker som Luis Vuitton, Dior osv, og East Coast park, hvor jeg lejede cykel og cyklede 24 km langs vandet og Changi lufthavn. Deepavali helligdag i går betød osse at Little India var toppyntet og et fantastisk sted at besøge mandag aften. Mange mennesker på eet sted, så nogle steder gik vi meget tæt, og oplevede den indiske manglende komfortzone.
Så altialt efter 11 døgn: Jeg har det stadig fantastiskt og nyder de 30 grader og svømmepølmotion.